Landmarks blev indviet den 12. august 2018,

i forbindelse med Lundbyefestivalen.

Lundbye står på pæle for dig!

Billedguide til Røsnæs med Lundbye-billeder

Oplev landskabet med Lundbye

De forestillinger vi i dag har om, hvad der er særligt ved dansk natur og danske landskaber, kan siges at være formet af de malere, der i 1800-tallet satte sig for at styrke den danske selvfølelse gennem deres kunst. Guldalderen i dansk kunst og åndsliv kommer efter nationens sammenbrud i begyndelsen af århundredet, og maleren Johan Thomas Lundbye er en af de centrale kunstnere i denne bevægelse.

Johan Thomas Lundbye levede fra 1818-1848 og blev altså blot 30 år. Han er født i Kalundborg, og selvom familien flyttede til København, da han var 8 år gammel, bevarede han sit korte liv igennem en tæt kontakt til sin fødeegn og kom her ofte.  Her boede blandt andre hans morforældre, som hans dyrebare moder flyttede tilbage til for at holde hus et par år efter hendes mands død i 1841.

Betagelsen af Røsnæs

Det var især det storladne og uspolerede ved Røsnæs (’Refsnæs’), der betog Lundbye. Her fandt han alt det, han elskede: voldsomme istidslandskaber, bratte klinter, bølgende bakker og en overvældende mængde af fortidsminder, som forenede dansk natur med en lang kulturhistorie. Og dertil var det hans barndoms landskaber. Især i 1843 og 1847 havde han lange studieture på Røsnæs.

Opsøg stederne – brug landmarks, QR-koder og hjemmeside

Der er opstillet 9 landmarks, som primært fokuserer på de steder, hvor Lundbye lavede sine billeder på Røsnæs. På kortet her i folderen er der angivet koordinater og stedsangivelser. Hvert landmark har en QR-kode, som giver adgang til flere billeder fra punktet og yderligere information om billederne og Lundbyes tanker.

Forbehold for lokaliteternes nøjagtighed

Der skal tages forbehold i forhold til placeringen af landmarks, da det ikke altid har været muligt at finde det helt nøjagtige sted, hvorfra Lundbye har set motiverne. Landskabet, bevoksningen og de sydvendte skrænter har ændret sig meget i købet af de knap 200 år, der er gået, siden han malede her. Landbrug, industri og bebyggelse har ændret på udseendet. Hans egne angivelser af placering er til tider noget løse, og nogle værker, typisk oliemalerierne,  er lavet senere i atelier efter skitser og kan forholde sig temmelig frit til virkeligheden, hvor Lundbye har føjet til og trukket fra. Derfor kan vi ikke hævde, at alle de placerede landmarks står præcis, hvor Lundbye stod, da han arbejdede med motiverne. Men med billederne ved hånden kan man nok alligevel se på landskabet med malerens øjne. 

Prik på billedet for at se det i 'fuld' størrelse.

Landmark 1 – Vor Frue Kirke

Johan Thomas Lundbye, Kalundborg Kirke 1837.

Olie på lærred, 28 x 20,3 cm. Statens Museum for Kunst.

Prik på billedet for at se det i 'fuld' størrelse.

Ved Havehuset i Kalundborg Museums have. Uden for museets åbningstider: i vesthjørnet af kirkepladsen.

Koordinater: 55.680978N , 11.079187E

Tekst: Jens Balslev.

Dette maleri malede Johan Thomas Lundbye som bare 19-årig i 1837.

Han var vokset op i Kalundborg, hvor han de første 8 år af sit liv boede i Skibbrogade 8, hvor der i dag er opsat en mindeplade. Han var den mellemste af syv brødre og moderens øjesten.  Den  strenge fader var militærmand og havde kommandoen over de skanseanlæg, der var etablevet på spidsen af Refsnæs under krigen mod England. Trods faderens bryske modstand mod sønnens ’tegnerier’, måtte han dog give sig for det talent, som Johan Thomas udviste, så allerede som 14-årig startede han på Kunstakademiet i København. Så han har altså studeret på landets fineste kunstinstitution i 5 år, da han malede kirken i fødebyen Kalundborg.

Det slående ved dette maleri er, at den ’femtårnede’ Vor Frue Kirke mangler sit midterste, store tårn. Det var der, da Lundbye som barn voksede op i byen, men det styrtede sammen i 1827 og blev først genopbygget i 1871, længe efter Lundbyes død i 1848. Han holdt meget af kirken og brugte den ofte som motiv. Hos Karl Madsen, som i 1896 skrev en meget stor og omfattende biografi om Lundbye, hedder det, at han ”…mange Gange har tegnet den i ypperlige Tegninger, (og) har godtgjort for os, at den også uden det store Midtertaarn tog sig statelig og ærefrygtindgydende ud”.  Flere af disse tegninger kan man finde, hvis man scanner den QR-kode, som knytter sig til dette landmark.

Kunsthistoriker Hans Edvard Nørregaard-Nielsen hæfter sig i bogen ’Længsel – Lundbye og Kierkegaard’  (2013) ved en lille detalje i billedet, som han ser som et udtryk for Lundbyes særlige evne som kunstner:

’Kirken ligger – i perioden – kun med fire tårne og er et underværk i tegl; et par småhuse ved kolossens fod røber begynderen, men Lundbyes sans for de udtryksbærende detaljer fremgår til gengæld af den lille sti, som gennem århundreder er slidt ned i kirkebakken. Hele maleriet ville på trods af sin skærsommerdag visne uden denne udtryksfulde nervestreng, der fastholder flere århundreders liv og færden i denne lille afgrænsede verden, hvor Lundbye følte, at han som kunstner var hjemmefra.’ (s. 37-39).

Lundbye besøgte Kalundborg meget ofte gennem sit korte liv. Hans bedsteforældre boede her og dem besøgte han og han bevarede derved sin kærlighed til byen og landskaberne omkring den. Hans morbror, Honoratius Bonnevie, var fra 1827 blevet præst i Vallekilde, og ham besøgte han også tit og malede nogle af sine vægtigste værker her. Da hans fader døde i 1841, flyttede moderen tilbage til barndomshjemmet og førte hus for bedsteforældrene og en moster.  Så Lundbye kom tit på egnen og malede flittigt under sine besøg.

Nedenfor ses en blyantskitse, som Lundbye også lavede i 1837. Her er kirken set fra østsiden. Læg mærke til klokkekvisten på det østlige tårn og den nu nedrevne gårdlænge, hvor en mand står og arbejder med et redskab Der er karakteristisk, at tårnene er parvis forskellige. Hele tårnpartiet blev bygget om i forbindelse med genopførelsen af det sammenfaldne midtertårn i 1860erne.

Blyantskitse af Kalundborg Kirke, 11. juli 1837.

Prik på billedet for at se det i 'fuld' størrelse.

Som 24-årig i 1842 gav Lundbye sig i kast med at illustrere gamle danske folkesagn. Illustrationerne blev lavet som træsnit til  ’Huskalenderen for 1842’, udgivet af Frølund og Flinch. Sidstnævnte, Andreas Flinch, var en pioner og kunstner på sit felt som arbejdede tæt sammen med Lundbye i udførelsen træsnittene.  Fremgangsmåden var ved kalkering at overføre det tegnede forlæg på ’stokken’ og så snitte efter det. Dette snit kunne man så sværte og trykke fra.  Til sagnet om trolden Fiin, der hjælper Esbern Snare med at bygge Kalundborg Kirke, benyttede Lundbye som udgangspunkt  sit maleri fra 1837, og resultatet kan ses nedenfor. Læg mærke til, at vi både ser Lundbyes karakteristiske signatur nederst i venstre side, men også Andreas Flinchs signatur nederst til højre. De arbejdede tæt sammen. Typisk for Lundbye har han indføjet en lille gruppe bestående af en ko med tre figurer omkring. Man kan i øvrigt se af træsnittet, at den lille kløft i bakken til højre for gruppen nok ikke er en kirkesti, som Nørregaard-Nielsen påpeger i sin kommentar til det oprindelige maleri.

Træsnit af Kalundborg Kirke.

Prik på billedet for at se det i 'fuld' størrelse.

Byen har ændret sig meget siden dengang, hvor fjorden gik helt op til skrænten. Dette ses tydeligt på det nedenfor gengivne billede, som Lundbye malede fra fjorden syv år senere. Denne gang må han være taget en tur ud med en båd (se skitsen tegnet fra en båd i fjorden nedenfor), så motivet ses med de bare skråninger ned mod fjorden, hvor de fire tårne spejler sig i vandet. Her kan man så forestille sig, hvor han har stået, da han malede det første billede i denne serie. Det må formentlig have været nede ved stenen på stranden. Den placering er ikke til at genskabe i dag, så derfor er det en tilsnigelse, at man ser Lundbyes perspektiv fra museets have, men det er nok det nærmeste, man kommer...

Lundbye: Kallundborg, set fra Fjorden. 1843. Pen og vandfarve. 16,7 x 28,7 cm.

Prik på billedet for at se det i 'fuld' størrelse.

Som 21-årig i 1839 lavede Lundbye nedenstående skitse af en ung mand ved roret i en lille båd på fjorden. Her ser man også kirken med fire tårne ridset op i baggrunden. Man kan forestille sig, at det er et selvportræt. I hvert fald minder den unge mands træk om dem vi ser i selvportrættet, som han lavede i Kalundborg, da han var her i 1836, se nedenfor.

Lundbye: I en båd i Kalundborg Fjord, 1839.

Prik på billedet for at se det i 'fuld' størrelse.

Som nævnt lavede Lundbye et selvportræt, da han besøgte bedsteforældrene i Kalundborg i 1836. Gennem sit korte liv lavede han mange selvportrætter og det er interessant i dem at se, hvordan han opfattede sig selv. Han var meget bevidst om sit udseende og ret forfængelig. F. eks ville han ikke bruge briller, selvom han var ret nærsynet, hvilket efter manges mening kan spores i hans måde at male på. Desuden var han ret optaget af sin rolle som kunstner, hvilket også fremgår både af hans måde at klæde sig på og hans attitude, frisure og ansigtsudtryk i portrætterne.

Lundbye: Selvportræt, 1836. Blyant på gråt papir. 18 x 13 cm.

Prik på billedet for at se det i 'fuld' størrelse.

På et andet selvportræt fra året efter, fremstiller han sig selv som en dandy:

Prik på billedet for at se det i 'fuld' størrelse.

De 11-12 år der gik, fra han tegnede ovenstående selvportrætter og til han døde i 1848, gennemgik han en voldsom udvikling både fysisk og mentalt. På de sidste portrætter ligner han en gammel mand, hvilket hans hang til voldsom skægvækst også bidrog til. Han lavede i de sidste år en mængde af tegninger af bakketrolden Sindre, som helt klart var selvportrætter, og her er han altid en gammel, skægget dværg. Men et formentlig vellignende billede af, hvordan han så ud i sit sidste leveår, finder vi i hans nære ven P. C. Skovgaards portræt fra 1847:

Prik på billedet for at se det i 'fuld' størrelse.

Landmark 2 – En gravhøj ved Raklev på Refsnæs

Johan Thomas Lundbye

En Gravhøj fra Oldtiden ved Raklev på Refsnæs, 1839.

Olie på lærred, 67 x 80 cm. Thorvaldsens Museum.

Prik på billedet for at se det i 'fuld' størrelse.

Man kan komme til pælen for dette landmark ved at gå fra enden af Skeltoften mellem to parceller og følge stien på græsmarken bagved der fører op til dyssen.

Koordinater: 55.696134N 11.075514E

Tekst: Jens Balslev.

Maleriet af Vrie-dyssen

Det er karakteristisk for de større oliemalerier, som Lundbye udarbejdede hjemme i København i vinterhalvåret, at de forholder sig temmelig frit til de skitser og studier, som han havde lavet i felten om sommeren. Således også dette værk fra Raklev Høje. Her lægger han mere vægt på at give billedet det nationalromantiske udtryk, som hans mentor, professor N. L. Høyen fra Kunstakademiet, var ivrig fortaler for, end at lave en virkelighedstro gengivelse af motivet. Den monumentale stendysse i forgrunden ligner ikke den, vi ser i landskabet i dag, men er sammensat af sten, vi finder på andre skitser, som Lundbye lavede af dysser i omegnen. Dækstenen her minder f.eks. mere om den vi ser ved stensætningen ved  Landmark 3, den der kaldes ’Hundehovedet’, men også lidt om dækstenen på en dysse han har tegnet skitse til ved Vedby. Fjorden er perspektivisk hævet noget for at give det store, brede udsyn, og på Asnæs i baggrunden skimter vi en kirke, som han har anbragt for at forankre stemningen i det religiøse. Han har anbragt en gruppe køer i højre side af billedet for at markere landbrugets integrerede rolle i landskabet.

Det er spændende at studere nedenstående skitse, som har været hans forlæg for maleriet. Ved at bemærke sig forskelle i perspektiv og motivdetaljer, kan man få en ide om, hvad der sker, når kunstneren arbejder i sit atelier med tanke for publikum og de krav han som kunstner gerne vil imødekomme.

Billedkunstneren Maja Lisa Engelhardt siger i Museum Vestsjællands PodCast ’At male det kære Danmark’, 2018, med udgangspunkt i netop dette maleri, at det ikke ’passer’. Overliggerstenen er forkert, skyggerne er forkerte, landskabet er forkert, horisonten er forkert – og der er placeret en kirke på Asnæs, som ikke er der i virkeligheden. Men det er netop det, der gør hans billede til kunst. Som hun siger, Lundbye maler ikke Vrie-dyssen, som den er, men maler ’gravhøjen som sådan’. Der er så meget mere i billedet, som klinger med, når man betragter det. Ifølge hende er det netop det, der gør, at hans kunst rækker ud over hans tid. Nedenfor vises fire udsnit fra En Gravhøj ved Raklev på Refsnæs, som hver viser en side af Lundbyes teknik.

Symbolikken i malerierne – tilføjede elementer

Hovedsymbolikken i dette maleri er svær at overse. Stendyssens monumentale fremtoning lægger symbolsk vægt på Danmarks oldtid. Men der er mange andre og måske ikke helt så tydelige elementer af den slags i billedet. Og for at få den slags betydning med i sine billeder, forholdt Lundbye sig ofte meget frit til det virkelige motiv, han malede. Et eksempel på Lundbyes ’manipulation’ med virkeligheden i dette billede er, at han har anbragt en ikke eksisterende kirke på Asnæs, som man ser i maleriets baggrund bag fjorden. Hensigten er naturligvis at lade kristendommen klinge med i dette forsøg på ’at male det kjære Danmark’, som han selv formulerer det. Således er Danmarks historiske oldtid og kristelige forankring sat side og side. Kirken er kompositorisk sat i gruppe med en mindre, fritstående bautasten fra stensætningen og en bondegård, som repræsenterer den danske bondestand. Set under ét kan man sige, at stendyssens voldsomme monumentalitet i billedet gør, at det er vores oldtid, der vægtes mest. Dette ses her i et forstørret udsnit fra startbilledet  En Gravhøj ved Raklev på Refsnæs:

Prik på billedet for at se det i 'fuld' størrelse.

Den detaljerige forgrund

Noget meget karakteristisk ved Lundbyes landskabsbilleder er, at forgrunden i dem sædvanligvis er malet med uhyre præcision, hvorimod baggrunden ofte er mere utydelig. Dette giver et oplevelse af dybde og storhed i perspektivet. Man kunne sige, at den måde at ’se’ på minder om det menneskelige øjes måde at se på. Når vi med øjnene stiller skarpt på noget, der er tæt på os, så bliver vores oplevelse af det, der er fjernere, mere uskarpt. Dette ses også på fotografier, der er taget med spejlreflekslinse. Nogen har påstået – f.eks. Lundbyes nære ven P. C. Skovgaard - at Lundbys hang til denne teknik skyldes, at han var nærsynet og for forfængelig til at gå med briller. Men han kunne bruge umådelig meget tid på at male forgrund på sine billeder. Han brugte sylespidse pensler og han lavede grundige studier i felten af blomster og græsser. Og ofte ganske ydmyge planter, som ikke glimrer ved sit udseende. Se et eksempel herpå  i udsnittet af startbilledet  En Gravhøj ved Raklev på Refsnæs herunder:

Prik på billedet for at se det i 'fuld' størrelse.

Det befolkede landskab

I Lundbyes landskabsmalerier er der stort set altid spor af menneskelig aktivitet. Det er som regel arbejdende bondefolk eller de husdyr, som de lever af. De er gerne indføjet i billedet, så de indgår som en integreret del af landskabet, så man ofte næsten ikke lægger mærke til dem. Landskab, husdyr og de arbejdende bønder er alt sammen del af den store historie om ’det kjære Danmark’. Når vi her i eftertiden ser på guldalderens landskabsmalerier, ser vi dem gerne som billeder af en uspoleret, måske ligefrem uberørt, natur fra ’før verden gik af lave’. Med det sidste tænkes der på industrialiseringens effektivisering,, udnyttelse og underlægning af naturen med maskinkraft og bebyggelser. Men Lundbyes billeder viser os et Danmark der bliver taget i besiddelse af bønderne. Efter ophævelsen af stavnsbåndet i 1788 og bøndernes efterfølgende udflytning fra landsbyerne, blev det danske landskab pludselig befolket på en hel anden måde.

I maleriet af Vrie-dyssen har Lundbye anbragt en gruppe af køer og får, så landskabet fremstår som stedet for bondens virke. Det er på den måde også interessant at bemærke, hvad man ikke finder i Lundbyes landskabsbilleder. Man finder ikke, eller kun yderst sjældent, vilde dyr. Sofastykket med den brølende hjort er så langt fra Lundbye, som man kan tænke sig. Hans ærinde stikker langt dybere: han vil fortælle Danmark gennem sin kunst. Det er også påfaldende, at man næsten aldrig ser et nåletræ i hans billeder. For ham er den danske skov eg og bøg, som vi finder det besunget hos f.eks. Oehlenschläger. Men i forbindelse med bøndernes byggeri i forlængelse af udflytningen og englændernes sænkning af den danske flåde i 1807 blev der iværksat et storstilet skovrejsningsprojekt – og her var nåletræerne i fremmarch. I en omfattende artikel om skovens historie i Danmark i Gyldendals Denstoredanske.dk står der: ’…det kan konstateres, at eksempelvis Johan Thomas Lundbye efter sin nationale vækkelse konsekvent udelod nåletræer fra sine landskabsmalerier. Også hvor sådanne påviselig fandtes.’  Man kan dog tilføje, at han i sine allersidste billeder brugte nåletræer, som med deres delvise vissenhed blev udtryk for tomhed og død.

Herunder ses et forstørret udsnit fra Lundbyes startbilledet  En Gravhøj ved Raklev på Refsnæs, hvor der er tamme dyr og ingen nåletræer:

Johan Thomas Lundbye

’To Stene for Enden af Stenkrindsen ved Raklev Kirke’, 1839.

Sort blæk og akvarel.

16,7 x 10,5 cm.

Prik på billedet for at se det i 'fuld' størrelse.

Prik på billedet for at se det i 'fuld' størrelse.

Landmark 3 – Stensætning øst for Raklev kirke

Den bedste adgang til dette landmark er den blinde villavej Højen, en sidevej til Raklev Høje. Over for nr. 24  kan man skrå over fællesarealet til Stensætningen i hjørnet mod kirken.

Koordinater: 55.697873N 11.068236E

Tekst: Jens Balslev.

Denne stensætning har Lundbye besøgt mange gange, og på hans tid var landskabet langt mere åbent med udsyn over marker og vand. Her ved siden af Raklev Kirke stod man på områdets højeste sted og kunne  se vand både mod fjorden i syd og mod Sejrøbugten i nord.

På billedet ovenfor fremstår de to bautasten meget monumentale og storladne. Ser man stenene i dag, overraskes man nok over, hvor små de i virkeligheden er. Men Lundbye elskede dem og brugte dem flere udgaver, bl. a. i et træsnit til en illustration i Flinchs Almanak fra 1843:

Prik på billedet for at se det i 'fuld' størrelse.

Her kan man bemærke, at der er to signaturer på træsnittet. Ud over Lundbyes signatur til venstre, har også træsnittrykkeren Andreas Flinch anbragt sin signatur på billedet nederst til højre. Det var en særlig kunst at overføre en tegnet skitse til en trykplade, og her arbejdede Lundbye ofte sammen med Andreas Flinch. Det var i løbet af dette samarbejde, hvor Lundbye bl. a. illustrerede gamle sjællandske folkesagn, at han begyndte at befolke naturen med nisser og trolde, som flere af sagnene også handlede om. Resten af livet blev disse trolde hans tro følgesvende og de optrådte ofte som han alter ego. Under italiensrejsen 1845-46 lavede han ligefrem en bog Troldom og Huletanker, der var helliget disse væsener. Tit placerede han disse underjordiske væsner i og omkring gravhøje, som han konstruerede efter erindringen:

Prik på billedet for at se det i 'fuld' størrelse.

Dyssen her, hvor nissen står og skuer ud over landskabet har visse mindelser om Underdyssen eller Hundehoved-dyssen med bautastenene, uden dog at være nøjagtigt gengivet. Lundbye citerer under tegningen den svenske digter Mollin: ’Hvor man paa Heden ser en Fackla glimma – der gaar på gullet tomtebissen vackt.’

Selve stendyssen, som indgår i stensætningen, har en ejendommelig overliggersten, som på grund af sin form har fået navnet ’Hundehovedet’.  Man ser hvorfor på Lundbyes tegning fra  1843:

Prik på billedet for at se det i 'fuld' størrelse.

Lundbyes fascination af dette oldtidsmonument kan, udover dets særlige form, være dets placering i umiddelbar nærhed af Raklev Kirke. Her er side om side to symboler på det, som Lundbye anså for at være to af hjørnestenene i det danske: kristendommen og vores gamle historie fra hedensk, oldnordisk tid. Disse to symboler deler placering på en høj med vidt udsyn over landskabet.

Står man ved Hundehoved-dyssen (eller Underdyssen’, som den også kaldes) og kigger stik syd, så ser man i dag ikke ret meget andet end bebyggelse og bevoksning. Men på Lundbyes tid ville man herfra kunne se ned over Bredekildebakkerne. Nedenfor er  gengivet (desværre i s/h) et imponerende maleri af udsigten, som Lundbye lavede i 1837. I Karl Madsens biografi om Lundbye (her citeret fra 1949-udgaven) skriver han om dette:

”I Eftersommeren 1837 har Lundbye malt fortrinlige Landskabsstudier. (…) Ypperligst af Studierne fra dette Aar er dog eet fra Bredekilde nær Kallundborg, med Udsigt over brede Bakker, flade Marker og Fjorden til Egnen om Lerchenbrog; øverst på Bakken til venstre staar en Høstmand og hvæsser sin Lé. Lundbye har senere malt adskillige Studier, der glimrer ved et mere blændende Mesterskab i Behandlingen, men Intet, der viser en dybere Betagethed af Naturen, intet, der ejer en friskere Duft og næppe noget, der naar den vidunderlige Fiinhed i Farvetonerne, med hvilken Sommerdagens Sollys og de kjølige Skygger under Bakkerne her er gengivne.” (Madsen 1949, s. 46)

Landmark 4 - ’Refsnæs’, 1844 – Ved Kystvejen

Johan Thomas Lundbye

Refsnæs, 1844,

52*65 cm, pen og akvarel,

Den Danske Kobberstiksamling.

Prik på billedet for at se det i 'fuld' størrelse.

Pælen er placeret ved trappen ned til stranden fra Kystvejen, hvor stien fra Strandbakken møder Kystvejen.

Koordinater: 55.6904137N 11.0408548E

Tekst: Jens Balslev.

Det er vanskelig at udpege, hvor på Røsnæs denne akvarel er lavet. Lundbye har  udført den efter erindringen og titlen er ikke særlig præcis. Gravhøjen, som kunstneren læner sig op ad, findes ikke. Den er indsat af Lundbye af kompositoriske hensyn. Flere ting i kystens form, samt bakker og klinter i landskabet, taler dog for, at det er set lidt øst for Kysthospitalet. Han har formentlig haft en skitse som forlæg.

Efteråret 1843 var Lundbye i Kalundborg på et længere ophold for at besøge moderen og bedsteforældrene. Her tog han sig også tid til ugelang tur til Røsnæs, hvor han endte med at besøge broderen Honoratius, der studerede landbrug på Refsnæsgården på det yderste af Røsnæs ved den nuværende naturskole. På denne tur gjorde han ret omfattende dagbogsoptegnelser.

I dagbogen hedder det således i august 1843  om vandreturen ud på Røsnæs:

’Thorsdag den 24. Aug gik jeg om Morgenen kl. 9 fra Kallundborg for at besøge min Broder Honoratius ude paa Refsnæsgaarden, der ligger en lille Fjerdingvej fra den yderste Spids af Landthungen. Vejen gjennem Raklev til Nyrup var mig bekjendt; men det glædede mig dog at gjensee de mange Steendysser, som findes her paa Markerne. Landet er bart med store Banker, der gjerne have Høie, for en deel overpløjede på Toppene, hvilket giver Egnen en egen Charakter, især da disse Toppe hyppig bærer svære Graasteen, forfaldne og bevarede Gravkamre’.

Studieskitsen herunder fra 1843 er ganske vist fra Veiby, men kunne ud fra beskrivelsen i dagbogen være fra egnen omkring Raklev – Nostrup:

Johan Thomas Lundbye

Landskabsstudie med en kæmpehøj. 1843.

Prik på billedet for at se det i 'fuld' størrelse.

'Paa Nostrup Mark noget til venstre for Veien var en opreist Steen paa Toppen af en Høi mig paafaldende. Jeg gik derhen men fandt , da jeg kom derop dog intet videre Mærkeligt, skjøndt den temmelig store, fiirkantede, tilhugne Steen altid glædede mig at see paa: derimod kunne jeg fra Højen see, at jeg måtte befinde mig i Nærheden af Klinten paa den søndre Kyst, den maatte jeg see.

     Da jeg kom derhen, kan jeg ikke noksom beskrive min Forbauselse ved at see Leerskrænten gaa næsten lodret ned til Vandet i de deiligste vilde Former. Jeg løb ned, der stod en Kone og vadskede sit Tøi i Stranden; det saa ud som der aldrig kom Mennesker her. Ved Siden af den smukke Leerskrænt stod en sort Knold af ikke ubetydelig Størrelse; den bestod af en løs, klumpet, men smuldrende Masse, meest sort, dog med dunkelrøde Skjolder. Saadanne Noget havde jeg aldrig seet, og troede det maatte være en stor Sjældenhed; senere saa jeg at det findes hyppigt herude. Jeg satte mig ned og tegnede med Vandfarve, som jeg opløste i det salte Vand, et lille Udkast af denne Skrænt i min lille Lommebog. (…) Vandringen var anstrengende i det lumre, stille Graavejr; men en saadan Natur var mig heel fremmed, og jeg glemte Træthed og syntes, jeg havde aldrig haft saa stor Glæde på nogen Vandring før’.

På en senere tur skriver han i sin dagbog. Her i 1844:

’Jeg føler det ikke som sørgeligt, men trækkes altid mod den Storhed og Ro, som findes i Naturen på ensomme Steder.’ Og igen i 1847: ’De herligste Timer har jeg haft, naar jeg ved Sønderstranden sad ved mit Arbeid i en Stilhed, som var jeg 100 Mil borte fra beboede Steder.’

Tilbage til akvarellen. Verselinierne øverst på tegningen, ’O, Danmark! Om Du din Skade forstod, Da maatte Du græde det bare Blod. – På Refsnæs, hvor før stod Ege og Bøg, Herefter skal gro Skarns Hunde Løg’, henviser til folkevisen om Dronning Dagmars søn Valdemar, som blev dræbt ved et vådeskud på Røsnæs (Refsnæs). Lundbye elskede denne historie, som han kendte fra Ingemanns historiske romaner, som han allerede som barn havde lavet illustrationer til.

Den omhyggeligt farvelagte tegning  udførte Lundbye som sagt efter erindringen i København. Den adskiller sig fra de øvrige Refsnæs-tegninger ved den fornemt gennemarbejdede komposition. Ifølge forfatteren til den store Lundbye-biografi, Karl Madsen, blev den udført til billedhuggeren J. A. Jerichau i september 1845, men denne datering rettede han senere til november 1844. Det er således sandsynligt, at Lundbye havde tegningen med sig på sin udlandsrejse til Italien i 1845-46 og her forærede den til Jerichau under sit ophold i Rom. Tegningen gengiver en ensom vandrer, en kunstner, som støtter sig til en kæmpehøj. Bag ham strækker sig Røsnæs’ øde, vidtstrakte landskab. I Rom kom de to kunstnere i øvrigt på kant af hinanden, fordi den hjemvesyge Lundbye fastholdt sit danske, nationale sindelag, hvilket Jerichau vendte mere og mere ryggen. Måske giver Lundbye en besked til Jerichau ved at forære ham netop dette billede.  Det viser jo kunstneren i et symbolladet, storslået og meget dansk landskab og siger måske derfor, at netop her hører han til.  Lundbye følte at Jerichau svigtede sin nationale baggrund og i Italien nærmest gjorde nar af Lundbyes provinsielle danskhed. I den konflikt var akvarellen måske en replik.

Landmark 5 – Studie fra Stranden ved Refsnæs, 1847

Johan Thomas Lundbye,

studie fra stranden ved Refsnæs, juni 1847,

32,5*51,5 cm, olie på karton, klæbet på lærred, SMK.

Prik på billedet for at se det i 'fuld' størrelse.

Pælen for dette landmark er anbragt  på stranden  nedenfor Elverdams camping. Nedkørsel fra Røsnæsvej ad Elvervej. Følg stien til kysten ved leddet ved campingpladsen.

Koordinater: 55.721289N 10.997612E

Tekst: Jens Balslev.

Maleriets upræcise titel har givet anledning  til flere bud på, hvorfra motivet er malet. Vi har valgt dette sted pga den særligt ’lundbyeske’ stemning i landskabet  – se f.eks. ’knolden’ til venstre ved nedgangen, den kan minde lidt om Lundbyes billeder af Hankehøj ved Vallekilde.:

Foto: Jens Balslev, september 2017.

Prik på billedet for at se det i 'fuld' størrelse.

Desuden har kystlinien har mange ligheder med Lundbyes  billede, specielt hvis man går ca. 300 meter langs kysten mod øst.

Foto: Jens Balslev, september 2017.

Prik på billedet for at se det i 'fuld' størrelse.

Det er karakteristisk, at folk, som har studeret Lundbyes værker, begynder at se på landskaber så at sige med hans øjne. Når man færdes i naturen, fristes man til at udbryde, at dér er en Lundbye-høj, dér en Lundbye-himmel, dér en Lundbye-kyst, eller sten, krat eller sti. Udover de store scenerier, var han også de upåagtede motivers maler. Måske er det især dem, der gør, at vi i dag ser landskabet som ’Lundbyesk’

I breve og dagbogsoptegnelser fornemmer man imidlertid tydeligt Lundbyes betagelse af netop landskabet på den sydlige kyst af Røsnæs.

Lundbyes maleri herover har noget roligt alvorsfuldt, måske noget fredfyldt tungsindigt over sig. Disse følelser kunne de øde, danske landskaber vække i ham. Da Lundbye var på sin Røsnæs-tur i 1843 skrev han i et brev til sin nære ven Lorenz Frølich: ’Jeg har lært at kjende Egne, uberørte af Agerdyrkningsredskaber, i hele deres ejendommelige Vildhed – dér synes jeg først er det rette Stof for Maleren, dér føler jeg de dybere Strænge i mit Indre anslaaede, og jeg gribes af en unævnelig Glæde, der bringer Taaren til at dirre i mit Øie. Ja, Naturen har noget Højere og Ædlere end Alvor, den har Ro! Alvor, mildt Alvor har jeg fundet i mangt et elskeligt Menneske, men aldrig denne usigelig Fred og Ro’.

Efter sommerens ophold på Refsnæs i 1847, året hvor han malede billedet ovenfor,  skriver Lundbye igen til vennen Frølich: ’Men så dejlig som nogensinde står bestandig vor Natur for mig, og jeg savner Dig for at nyde den endnu mere ved Meddelelse til Een, der dog stemmede med mig som ingen Anden. Jeg har på Refsnæs gjort en halv Snes Studier, hvoraf nogle ville fornøie Dig, som de fornøie mig selv’.

Landmark 6 – Ulstrup præstegård og by

Johan Thomas Lundbye,

Ulstrup Præstegård, juni 1847,

olie på papir, limet på lærred.

Prik på billedet for at se det i 'fuld' størrelse.

Ved Ulstrup Kirke kør mod syd fra Rønæsvej ad Ulstrup Sønderstrand ca. 40 meter.  Landmarkspælen står ved indgangen til præsteboligen, som er privat område uden offentlig adgang. Flere af de aldre huse i Ulstrup stod der også, da Lundbye besøgte byen.

Koordinater: 55.732300N 10.957537E

Tekst: Jens Balslev.

Kilden ved præstegården

Den kilde, Vi ser på Lundbyes billede, løber i dag gennem præstegårdshaven i rør. Længen på billedet er revet ned, men man kan stadig fornemme, hvor kilden har løbet.. Sct. Laurentii helligkilde fascinerede Lundbye, fordi man antog, at den indeholdt helbredende vand. Folk kom langvejs fra for at blive kureret for alverdens sygdomme. Helbredende kilder som denne var almindelige i mange sogne – og de lå ofte i nærheden af stedets kirke, men var som valfartssted ofte ældre end den. Kirken havde navn af lægekirke på grund af kilden. For Lundbye er det et udtryk for koblingen mellem gammel folketro og kristendom.

Maleren J. F. Willumsen, der havde tilknytning til Røsnæs gennem den såkaldte Hellener-gruppe, malede i 1884 ligeledes et billede af kilden i præstegården. Kilden løb i dag rørlagt under Sønderstrandsvej, men kommer op for enden af præstegårdshaven på den anden side af vejen. Man kan her følge dens løb helt ned til kysten og på turen fornemme det gamle Ulstrup, som Lundbye malede og boede i under opholdet i 1847.

Opholdet i Ulstrup

I juni 1847 opholdt Lundbye sig tre uger på Røsnæs. Han indlogerede sig lokalt hos en bondefamilie i Ulstrup by, fordi han gerne ville opleve den danske bondekultur indefra. Dette blev ham en blandet fornøjelse, som vi skal se i nogle dagbogsoptegnelser nedenfor. Men hen gennemførte sit ophold og fik også, flittig som han var, lavet en del billeder under opholdet. Det passede ham fint at komme væk fra værtsfamilien og ud og lave studier i omegnen. Han lavede nedenstående tegning af bondegården, hvor han boede. Den lå i den sydlige del af landsbyen.  Det åbne vindue i gavlen til venstre er ind til det rum, hvor han sov. Det bød ham så meget imod, at han dårligt kunne opholde sig i det.

Lundbye: Længe af Bondegaard ved Refsnæs' Kyst. 1847.

Prik på billedet for at se det i 'fuld' størrelse.

Det var ikke blot kamrene, hvor han skulle bo, der bød ham imod på gården, hvor han havde tinget sig ind. Også forplejningen kunne nærmest få det til at vende sig i ham. Således skriver han d. 7. juni 1843 i et brev  til Fru Høyen:

’Med Forplejningen er det ringe bevendt. Borddug og Haandklæde samt Lagen har jeg med Forundring betragtet og med Resignation berørt; naar jeg imellem har kastet et Blik i Karlekamre og seet de Senge der stod, da har jeg seet Sidestykker til den, som eengang skulde redes for mig paa Refsnæs. Og gyser det end lidt i mig, naar Konen faar det Indfald med Fingeren at jage efter et vist Støvgran blandt de Myriader, der findes i min varme Mælk Morgen og Aften, saa er det Alt dog som Intet mod Middagsmaaltidet; det er kun med den yderste Anstrengelse, at jeg kan faa det ned, og har endda den Sorg, at Konen ser mistillidsfuld ud, naar jeg forsikkre, jeg ikke skal have ’mere Vaadt’ – saaledes kaldte hun en Suppe, jeg blev opvartet med den første Dag, og som jeg valgte for at undgaa et værre Onde i Bollerne. – Jeg lukker Øinene og tænker paa de deilige Klintebakker.’

Men andre steder i landsbyen fandt han mere tiltrækkende. Således gården oppe ved Røsnæsvejen ved kirken. Den udførte han en fin blyantstegning af på brunt papir. Han placerede tre legende, kyseklædte piger udenfor. Bygningen til venstre med den høje rejsning kan muligvis være den stråtækte bygning, vi i dag ser over for kirken.

Lundbye: Ulstrup, Juny 1847.  Blyant på brunt papir.

Prik på billedet for at se det i 'fuld' størrelse.

Bondeliv

Strøet ud over alt i breve og dagbøger skriver Lundbye om sin tro på, at den danske bonde er bærer af det mest værdifulde i den danske folkekarakter. Således f.eks. i et brev til vennen Lorenz Frølich, som han i juni 1843 skriver til fra Veiby i Nordsjælland, som han besøger sammen med P. C. Skovgaard, hvis fødeegn det er. Det er umiddelbart efter hans kuldsejlede forelskelse i Louise Neergaard fra Vedbygård:

’Det har noget ganske glædeligt i denne Skuffelsens Verden ved sig at see: at dog ikke alle Ungdommens Drømme vare falske. Vor Tro til Bondestanden, som den, der endnu gjemte dejlige Træk af et naturligt, ufordærvet Liv, kan jeg bevidne ikke var fejl. Jeg har her levet mig ind i Bondelivet, jeg bor hos en Bonde, omgås dagligt Bønder og har deraf den største Glæde. Jeg besøger dem, ikke som Københavneren, der gør dem den Ære, men jeg trækkes til dem af Lyst.’

Denne tillid til bondestanden lider flere knæk med tiden. Hele hans projekt som kunstner var at tjene ’det kjære Danmark’, at få folk til at skønne på det særlige danske landskab og på historien. Han er i alvorlig krise i efteråret 1847, ca. et halvt år inden sin død. Her skriver han i dagbogen:

’Mine Billeder skulde være folkelige og mangfoldige, Almuen, Bonden skulde glædes ved dem, skulde ved dem bestyrkes i Kjærlighed til sine Sagn, fortælle dem paa ny for sine Børn, idet han viste dem Gaardnissen som kommer om Natten og fodrer den smukke hvide Hoppe, eller den hellige Anders’ Kors. Bonden skulde skaane Steendyssen på sin Mark, naar han saa den aftegnet – smukke Drømme! Udsprungne som jeg troede af en Kunstnersiæl, der kærlig knytter sig til Folkepoesien og vil gjøre alt for at holde Livet i den. Ja, jeg tror i saadanne Øjeblikke, at jeg er Kunstner, men kunde jeg see den Modtagelse, mine Sager nyder, see det haanlige Smil, hvormed den Dannede betragter Afbildninger til ’Ammestue-Eventyr’ – see det dumme Øie, der i Bondestuen beglor dem, eller det sløve Blik, der hos Haandværkeren siger: Jeg har Kone og Børn at sørge for, de mættes ikke af det Krims-Krams! – Det var de Billeder, der skulde bidrage deres Skærv til , at den saakaldte Dannede skulde lære at agte sin Broder bag Ploven, og denne at agte sig selv, de Billeder, der skulde være en glæde for Håndværkeren i hans Fritid. – Jeg meente det godt og gav det Bedste jeg havde, men det var ikke nok, mine Kræfter var for ringe og jeg duer til Sligt lige så lidt som til at male Landskaber.’

Skolelærer Larsen fra Ulstrup

Fra besøget på Røsnæs i 1843 omtaler Lundbye mødet med ’Skolelærer Larsen’, som han beskriver som en anden Per Degn fra Holbergs Erasmus Montanus. Alt i alt har han ikke meget godt at sige om de lokale, han møder på halvøen:

’… Nu kom Regnen, tæt og blødende.  Jeg havde alt for flere Aar siden hørt, at der i Ulstrup var en Skolelærer Larsen, som skulde kjende til Sagnene om, hvad her var foregaaet paa denne Halvø i ældre Tid og fortalte Sligt ret gjerne. Nu, da jeg var nødt til at søge Huus gik jeg ind til ham, og blev vel modtaget. Han fortalte mig om den unge Prinds Valdemars Død paa Jagten derude, om Rakløv Kirke o s v men var for øvrigt en utaalelig Pedant og saa naragtig høitravende, at han maatte være en Skat for en Novellist. Da vi kom til at tale om Beboernes (Røssingernes) Dragt, lod han Konen hente Tjenestepigens Hue, Skjørt og Trøie; jeg havde hellere seet, de havde hentet hele Pigen, men maatte dog være glad ved at faae Udkast af disse Ting. I flere Timer var jeg her; da Regnen standsede gik vi til Kirken, der intet videre Paafaldende havde for mig end net Snitværk paa Stolene, et gammelt Madonna-Billede af Egetræ og en forfærdelig Opstandelse paa Altertavlen .10) Det gamle Madonna-Billede var vist alt for godt til at slænges hen i en Krog her. Især Drapperiet fandt jeg var nydelig skaaret. Da vi kom ud af Kirken kom en ung Pige gaaende; i sin eiendommelige Dragt, ung og ret kjøn, tog hun sig virkelig godt ud, og jeg yttrede: gid man kunde faae en saadan Pige tegnet! — Det kan De strax, svarede Hr Larsen, det er en af mine Skolebørn, vi kan gaae ind i Kirken. Lysten var stor, men det var mig imod at bruge Kirken saaledes, tillige hastede jeg for at komme ud til Honoratus, jeg fik hende ikke tegnet. Vi gik ud af Byen; til høire i Udkanten var et indhegnet Kalvevænge med Buske i, som jeg fandt meget smukt. Da vi havde gaaet et Stykke saae vi i nogen Afstand en stor Banke med en vældig Graasteen paa; den laae tilhøjre i Nord for Veien, og kaldtes Hyberts Høi. Tilvenstre var en anden mindre kaldet Ørnekulen; nedenfor denne var en Eng, som min Ledsager fortalte mig havde været en herskabelig Fiskepark — „og her, sagde han, vil den overtroiske Almuesmand, {Gud bedre det! vi skulde stævne Vandskuddene fra denne vældige Stamme), have seet Troldene løbe ned at hente Vand i Mosen." Det var, som Holberg siger: prægtigen talet! men det er tvivlsomt, hvad Meningen var med disse Vandskud, som man vel tager af for at give Stammen Kraft, hvad jeg dog ikke troer var min Førers Mening, men uheldigvis netop det Modsatte, af hvad han vilde sige. Han havde i det Hele intet Held med sine Taler; Begyndelsen smagte nemlig altid af Bøger, Prækener og Sligt, men naar nu dette Begyndelses-Ord-Forraad var sluppet op, da gik Traaden ufeilbarlig hver Gang itu, dog uden at afbryde hans Tale, mærkelig nok! Ingen gammel Mand blev omtalt uden som Oldingen, den sneehvide, bedagede Gubbe - Ord som: den hæderlige Mand, den værdige Kone, vare idelig i hans Mund, der ogsaa gjorde sig skyldig i en tøileløs Brug af Ordet: Peripheri. Vi gik videre; han lovede at følge mig lige til Gaarden-.’

Lundbye fik dog lavet et portræt af en af de lokale bønder i traditionel klædedragt. Der er tale om bonden Hans Berthelsen, og Lundbye noterer om ham at ’han var med 2. april’.  Han havde skulle stille som matros i Englandskrigene og var således med ved Slaget på Rheden’ i 1801 i København. Da Lundbye lavede akvarellen var Hans Berthelsen 73 år.

J. Th. Lundbye: Ulstrup paa Refsnæs 19 Juny 47 –

Hans Bertelsen. (Kalundborg Museum).

Prik på billedet for at se det i 'fuld' størrelse.

Der var også en anden, som Lundbye gerne ville tegne, nemlig den gamle røgter Nikolaj Nielsen, som Lundbye tilbragte flere dage sammen med i Klintebakkerne, mens han malede kysten. ”Ja, han drikker, men det gjør hveranden herude (…) havde han ikke havt de fæle svampede Kinder, da havde jeg sikkert tegnet ham for min egen Mappe og ikke, som jeg opfordres til fra flere Sider, til Nar for de kloge Høns, hvis hele Liv ikke havde saa megen Poesie som hans en halv Time ude ved Stranden.”

I det hele taget var opholdet i juni 1847 præget af, at den bonde- og almuebefolkning, som han så gerne ville komme i møde og lære af, slet ikke levede op til hans forventninger. Tværtimod. Lundbye beskriver 23. juni i et brev til vennen Svend Grundtvig opholdet på Røsnæs som en blandet fornøjelse, hvor kun naturen holdt ham ”skadesløs”:

”Mændene stridbare, deres Præst og Degn paa Nakken, Quinderne stille, sky indtil Vanvid, saa det var med Rædsel jeg saae Arret i min Vertindes Arm efter hendes egen Broders Bid (…) Naar nu dertil kommer at Præst og Degn troede at have det hver i sin Magt at faa den anden i Slaveriet, eller, som det hed fra den ene: at see den Anden i Jern, så vil Du skjønne at der mer have været nogen Skuffelse i Henseende til Ønsker, der fornemmelig gik ud paa at finde og optages i et stille, idyllisk, landligt Liv”.

Men var han skuffet over mødet med lokalbefolknIngen, så var han så meget desto mere begejstret over mødet med naturen på Røsnæs. Lundbye er en flittig skribent når han ikke maler og tegner. Således kan vi forstille os, at han har siddet og skrevet lange breve til sine venner i det uhumske kammer hos bonden i Ulstrup. F.eks. slutter han et meget langt brev  til vennen Lorentz Frølich d. 29. juni 1847 således:

’Men saa dejlig som nogensinde staar endnu bestandig vor Natur for mig, og jeg savner Dig for at nyde den endnu mere ved Meddelelse til Een, der dog stemmede med mig som ingen Anden. Jeg har paa Refsnæs gjort en halv Snees Studier, hvoraf nogle ville fornøie Dig, som de fornøie mig selv. Tager i morgen over til Asnæs for ogsaa der at male ved Stranden den af Nordvestenvinden lidende Skov…’

Denne dobbelthed mellem den helt overvældende smukke natur og den rå og ubehøvlede lokalbefolkning på Røsnæs var ikke ny for Lundbye. Han var her også på en længere tur i august-september 1843, hvor han også besøgte sin broder, Honoratius, der arbejdede med landbrug på Røsnæsgården, der hvor der nu er naturskole. På sin 25 års fødselsdag d. 1.  september skriver han i et af sine talrige breve til vennen Frølich:

’Jeg  må ikke glemme Boder Honoratus, Du har maaske seet ham, og sikkert hørt mig nævne ham; han er Landmand og for Tiden på en Gaard, som ligger et par Bøsseskud fra en yderste Pynt af Refsnæs. Jeg har under mit Ophold her besøgt ham og med megen Glæde seet den egne og for mig splinternye Karakteer, som Klinterne og Kysterne paa den Halvø har. Det vil blive for vidtløftigt her at beskrive. Jeg gjorde en deel Udkast, saavel af Landskaber som af Dragter, der her i denne Afkrog have holdt dem ganske ufordærvede af Kjøbstadsmoder, og baade ved Snit og Farvesammensætning give de ellers temmelig raae Beboere en Holdning og Skjønhed som forbauser. En saadan ung Røssinger-Pige seer virkelig deilig ud, og dog er Landfolkene her efter al Rimelighed og saavidt jeg hørte meget tilbage og raa ubehøvlede; ogsaa studsede jeg ved det Massive, som en saadan Pige har i sin Tale, hvor jeg havde ventet Færdighed og Lethed i Sproget …’

Herunder er der to akvareller af ’Røsser-Piger’, som han lavede i henholdsvis 1839 og 1843:

Lundbye: Refsnæskone, 1839.

Prik på billedet for at se det i 'fuld' størrelse.

Påskriften i billedets højre side lyder: ’Haaret ses aldrig, til Stads bæres en lille hvid Strimmel i Panden’.

Lundbye: Bodil fra Refsnæs, 1843.

Prik på billedet for at se det i 'fuld' størrelse.

Akvarellen her er nok et af de billeder af dragter, som Lundbye omtaler i sit fødselsdagsbrev til Frølich. Så denne pige, Bodil, er som Røsserpige nok ’deilig’, men også ’raa og ubehøvlet’ og taler ’massivt og uden Lethed’.

Landmark 7 – Hellede Klint

Johan Thomas Lundbye,

Hellede Klint, 1847, 37x55 cm,

Olie på papir, opklæbet på lærred.

Prik på billedet for at se det i 'fuld' størrelse.

Landmark 7 kan besøges enten fra strandsiden - eller man kan gå eller cykle fra Røsnæsvej ned ad Hellesvej. For enden af vejen er der to nedgange til kysten. Helt ude ved skrænten, til venstre, er der en trappe ned - og umiddelbart for enden af vejen, inden man går ud på til skrænten, er der en mindre stejl sti til højre ned til kysten.

Pælen for landmark 7 er placeret neden for trappen, hvorfra man kan se klinten indad mod øst, som er motiv for flere af Lundbyes værker herfra. Gå herfra de 150 meter mod vest til stien og gå op her.

Koordinater: 55.728102N 10.915137E

Kombiner evt. Landmark 8 og 7. Det bliver en spadseretur på 3-4 kilometer i noget af den skønneste natur på Røsnæs. Parker på parkeringspladsen ved skoven lige før Naturskolen. Gå til landmarkspælen ved KIK UD (se L8 lidt længere nede på siden). Fortsæt herfra ned til stranden og gå mod øst knap 1,5 km til Helles Klint. Landmark 7 er ved trappeopgangen her. Følg trappen op til sommerhusområdets fællesareal og gå ca. 150 meter mod vest til den anden nedgang og herfra ned og tilbage. På denne tur vil man se de motiver, som Lundbye holdt allermest af.

Tekst: Jens Balslev.

’Mere kan mine tanker ikke rumme’

”Men Hellede Klint! Mere kan mine Tanker ikke rumme nu, og jeg ved det, naar den er på Lærredet, da er jeg flau og nedslaaet”. 

Sådan skriver Lundbye i et brev til sin ven Lorenz Frølich i 1847. Denne kommentar viser både Lundbyes store kærlighed til netop dette sted på Refsnæs, men også hans forkærlighed for de skitser, som han skabte hurtigt og inspireret foran motivet i naturen, fremfor de værker, han malede i sit atelier.

Lundbye lavede flere billeder af netop denne klint. Ovenstående billede, som måske er det resultat, som han ved, at han vil blive ’flau og nedslaaet’ over, har han færdiggjort i sit atelier. Det er lavet på baggrund af tegningen herunder, som er et kompositionsstudie til oliemaleriet:

Johan Thomas Lundbye,

Hellede Klint paa Refsnæs, 6. juni 1847. Blyant og sort blæk. 29,9 X 45 cm.

Prik på billedet for at se det i 'fuld' størrelse.

På denne tegning er der tre perspektiver på samme tid. To af kystbuen over hinanden, hvor den nederste ses tættest på. Derudover er der øverst i højre hjørne en karakteristisk sten.

Lundbye skriver under sit ophold på Røsnæs i juni 1847 til sin ven Svend Grundtvig: ”… de herligste Timer har jeg havt, naar jeg ved Søndersrtranden sad ved mit Arbeid i en Stilhed, som var jeg 100 Mile borte fra beboede Steder. De store Klinter Stode med deres egne Former lyse og bestemte mod den blaa Himmel, Bølgerne glede langligt pladskende ind mod store Sten paa den anden Side … Jeg arbeidede ret rask, men som en Pengepuger ved med Rette kan anse sig som fattig i Forhold til alle de Penge Verden har i Eie, saaledes saa jeg nidsk til al den Deilighed, hvorfra jeg ikke kunde bringe tusinde Delen med mig.”

Udover til oliemaleriet benyttede Lundbye motivet til denne tegning, som Karl Madsen i sin biografi er meget begejstret for:

Johan Thomas Lundbye,

Hellede Klint på Refsnæs, 1847,

25*34 cm, blyant og pen.

Prik på billedet for at se det i 'fuld' størrelse.

I sin store biografi fra 1895 (genudgivet 1945)  om Lundbye skriver Karl Madsen:

’…mellem de Tegninger og den halve Snes malede Studier, der var Udbyttet af hans Ophold her (på Røsnæs i sommeren 1847) udmærker mange sig ved en så følelsesfin og karakterrig Skildring af Halvøens ejendommelige Natur, at den stedse vil erindres og næppe nogensinde overtræffes; Lundbye har taget Refsnæs i Besiddelse som sin kunstneriske ejendom. Et af hans smukkeste Studier herfra er Studiet af Hellede Klint. For den plastiske Skønhed i denne den ”anseeligste, den mest overraskende ved sin Form” mellem alle Klinterne, var han ogsaa selv ganske særlig begejstret'. Og Lundbye selv skriver, da han fra sin Røsnæs-tur er hos sin mor i Kalundborg til sin fortrolige fru Høyen:  ’Mine Tegninger bragte jeg selv med mig, mine malede Sager komme først i morgen, men såmeget lever jeg i disse Sager, at jeg forsikkre Dem, jeg er barnagtig urolig for at de skal komme noget til; jeg savner det, at jeg ikke i dag kan som ellers hver Aften og Morgen see dem igennem.’

Allerede i 1843, hvor han første gang besøgte broderen Honoratius på Røsnæsgården, var hans begejstring for Hellede Klint stor.

Johan Thomas Lundbye,

Hellede Klint, 1843. Udført med  pen, sort blæk, pensel, vandfarve på gråligt papir.

Prik på billedet for at se det i 'fuld' størrelse.

På en anden raderingen ses klinten fra øst mod vest . Det er lidt påfaldende, at han har anbragt græssende får i billedet, da han flere steder  glæder sig over, at landskabet  yderst på Røsnæs  drager ham, fordi det er uberørt af menneskehånd og uopdyrket.  Årsagen er nok, at billedet er benyttet som illustration i en bog.

Johan Thomas Lundbye,

Radering af Refsnæs klint ved Blaa-Leere. Formentlig fra august 1847.

Prik på billedet for at se det i 'fuld' størrelse.

Herunder er Lundbyes tegning af den samme klint, blot set fra vest mod øst. Her har han markeret blåleret i skrænten tydeligere end på tegningen ovenfor:

Johan Thomas Lundbye,

Refsnæs 6. Juli 1847,  Blaa-Lere.

Prik på billedet for at se det i 'fuld' størrelse.

Den sidste før han afsluttede sit besøg på Røsnæs i 1843, var Lundbye på tur på to ture med broderen Honoratius. Om formiddagen var de ude på spidsen og vejret havde været noget regnfuldt og tågen. Men om eftermiddagen klarede det op, og så ville han slutte af med at se den klint, som især drog ham. Han skriver i sine notater fra turen til Røsnæs:

’ … nu nærmede Tiden sig, da jeg maatte tænke paa at vende tilbage til Gaarden hvorfra jeg samme Aften skulde ride til Kallundborg igjen. Men længe havde en guul Skrænt stukket mig i Øinene; den maatte jeg først see. Da vi kom nærmere til den, blev den høi, og ragede med Toppen op i den mørkeblaa Luft; Veiret havde nemlig forandret sig, og det deiligste varme Solskin afløst den kolde, fugtige Formiddagstaage. Vi nærmede os denne Klint omtrent i samme Retning, som Solstraalerne paa denne Dagstid faldt, og det var en mageløs Farvepragt, at see den gule Klint mod den dybe blaa Luft, uden Skygger, Formerne kun betegnede ved de fineste Reflexer; det var henrivende deiligt. „Kan du gaa herfra uden at tegne?" spurgte Ratus. Det falder tungt — svarede jeg, og Enden blev, at jeg satte mig paa en Steen ved Stranden og gjorde en Tegning af Partiet; Pennen løb saa hurtigt som Fingrene kunde føre den, men dog er jeg ham megen Tak skyldig fordi han fik mig til at glemme Tiden thi jeg har stor Glæde af denne raa Tegning. Vi gik omkring Klinten, og i Sidelys var den endnu deiligere, men her vilde det ikke være muligt i en Hast at tegne de smukke Former med den rige Afvexling af Skygge, Lys og Reflex. Det var det Sidste og jeg troer det Kjønneste jeg saae af Kysten paa Refsnæs. Snart vare vi ved Gaarden og jeg tilhest, Ratus gik ved Siden noget ud ad Veien; derpaa sagde jeg ham Tak for det deilige Besøg og Farvel. I et jevnt Trav tilbagelagde jeg snart de 2 Miil ind til Byen ad den store Landevei…’

Tegningen, som han senere farvelagde, af den skrænt, som betog ham så meget med sine skygger, lys og refleks, er denne:

Johan Thomas Lundbye,

Klinten på Refsnæs. 25. August 1843, Gråt blæk og akvarel på gråt papir.

20 x 34 cm.

Prik på billedet for at se det i 'fuld' størrelse.

Han skriver i et brev til fru Høyen om sin glæde ved at male ved Hellede Klint:

’Den maa males mellem 12 – 3, og jeg spiser da Kl.  11 og trasker i Rullesteen og Tang over en halv Times Vei dertil, men saa er alt glemt, naar jeg tænker, at jeg engang skal have dette Studie i god Behold i København’.

Karl Madsen skriver i sin biografi efter at have citeret dette brev:

”Flere Gange har han den følgende Vinter ledsaget den mundtlige beskrivelse af Refsnæs, han gav sine Venner, med smukke og meget nøjagtige Tegninger af Hellede Klint. Det synes som om ingen af Lundbyes Arbejder har skaffet ham selv større Glæde end Studierne fra Refsnæs. Efter at han (…) var taget herfra ind til Kallundborg, skriver han til Fru Høyen: ’Mine Tegninger bragte jeg selv med mig, mine malede Sager komme først i morgen, men saameget lever jeg i disse Sager, at jeg forsikkrer Dem, jeg er barnagtig urolig for at de skal komme til noget; jeg savner det, at jeg ikke i dag kan som ellers hver Aften og Morgen see dem igjnnem.’”

Landmark 8 – Vindekilde

Johan Thomas Lundbye,

Udkast af Vindes KIlde ude på Refsnæs, 24. august  1843,

sort blæk og akvarel.

Prik på billedet for at se det i 'fuld' størrelse.

Fra parkeringspladsen lige før Naturskolen følges stien ned mod sydkysten. Herfra følges den anlagte natursti til det første udsigtspunkt ved knolden 'Kik Ud', hvor pælen med Lundbye-landmark 8 står.

Koordinater: 55.733232N 10.894721E

Kombiner evt. Landmark 8 og 7. Det bliver en spadseretur på 3-4 kilometer i noget af den skønneste natur på Røsnæs. Parker på parkeringspladsen ved skoven lige før Naturskolen. Gå til landmarkspælen ved KIK UD. Fortsæt herfra ned til stranden og gå mod øst knap 1,5 km til Helles Klint. Landmark 7 er ved trappeopgangen her. Følg trappen op til sommerhusområdets fællesareal og gå ca. 150 meter mod vest til den anden nedgang og herfra ned og tilbage. På denne tur vil man se de motiver, som Lundbye holdt allermest af.

Tekst: Jens Balslev.

Samme aften som Lundbye ankom til sin broder Honoratius på Refsnæsgården i august 1843, gik de to ud til Vindekilde. Broderen arbejde med landbrug på gården, der dengang hed Hestehavegården. Herom skriver han i ’Erindringer fra Refsnæs:

’Den gamle Forvalter Herdal og hans Kone toge vel imod mig da jeg kom til Gaarden; det var henad Eftermiddagen og endnu samme Aften gik vi ud til Vindekilde; således kaldes en yndig Dal på Skraaningen ned mod Stranden på Søndresiden. Den er helt bedækket af et fint Grønsvær, hist og her bevoxet med mange Tjørnebuske; igennem den laveste den af Sænkningen betegner en yndig Eng med en krum Linie ad blaagrønne Vandplanter en Kildes Leie. Denne udgyder sig først i et lille Basin, hvorfra den risler ned i Stranden. Jeg tegnede et Udkast af denne deilige Dal, der ret overraskede mig ved sit venlige Udseende.’

Det udkast, Lundbye omtaler, er nok det her ovenover. På tegningen her har Lundbye anført nogle lokaliteter øverst: ’Blak, Bavnebjerg, Samsø, Spitzen af Refsnæs’. I dagbogen omtaler han ’Blak’ således:

”Lidt udenfor Bavnebjerg i Vandet ligger Blak, den store Steen, der af Sorg over Prinds Valdemars Død stak Hovedet under Vandet, som der staaer i den smukke Kæmpevise. Jeg saae kun Toppen af den over Vandfladen.”

Johan Thomas Lundbye,

udkast, 1843.

Prik på billedet for at se det i 'fuld' størrelse.

På kortet herunder ses placeringen af de lokaliteter, som Lundbye omtaler i dagbogsoptegnelserne:

Prik på billedet for at se det i 'fuld' størrelse.

Da han i 1843 ankommer helt ud til Refsnæsgården efter de lidt sure dage hos bønderne i Ulstrup, bliver han venligt modtaget, både af forvalterparret og af den venlige  natur.

’Den gamle Forvalter Herdal og hans Kone toge vel imod mig da jeg kom til Gaarden; det var henad Eftermiddagen og endnu samme Aften gik vi ud til Vindekilde; saaledes kaldes en yndig Dal paa Skraaningen ned mod Stranden paa Søndresiden. Den er helt bedækket af et flint Grønsvær, hist og her bevoxet med mange Tjørnebuske; igjennem den laveste Deel af Sænkningen betegner en yndig Eng med en krum Linie af blaagrønne Vandplanter en Kildes Leie. Denne udgyder sig først i et lille Basin, hvorfra den risler ned i Stranden. Jeg tegnede et Udkast af denne deilige Dal, der ret overraskede mig ved sit venlige Udseende.’

Denne beskrivelse af Vindekilde både til akvarellen ovenfor, men også på den farvelagte blæktegning af stedet på dette billede:

Johan Thomas Lundbye,

’Landskab fra Refsnæs’, 1843. Sort blæk og akvarel på gråblåt papir. 21,6 X 34,6 cm.

Lundbye skriver i sine dagbogseringringer fra Røsnæs en del om netop dette landskab, som jo ligger nærmest lige neden for Røsnæsgården, hvor han boede hos sin broder, Honoratius. Han er meget optaget af de sagn, der knytter sig til naturen herude. Bl. a. sagnet om Prins Valdemars død ved et vådeskud, hvor stenen ’Blak’, der ved særlige vind- og strømforhold kan ses lidt ude i vandet, spiller en rolle i beretningen i folkevisen:

’Først har man paa Søndre siden en deilig Klint, bevoxet med blaagraa Buske og paa den øverste Rand kantet med Tjørn. Længere inde en ussel Fiskerhytte ved Foden af en lille høi Skandse, paa hvis Volde nu voxe Torne. Et godt Stykke østligere ligger som et Forbjerg det smukke Bavnebjerg; paa den Side der vender indad mod Fjorden er et Kildevæld, hvis Væde farver et Stykke af Skraaningen deilig grøn. Lidt udenfor Bavnebjerg i Vandet ligger Blak,  den store Steen, der af Sorg over Prinds Valdemars Død stak Hovedet under Vandet, som der staaer i den smukke Kæmpevise. Jeg saae kun Toppen af den over Vandfladen, men man sagde mig, at der imellem den og Kysten var 3 Favne Vand lige ved Stenen, saa den maa ikke være saa ringe, og Jagten kunne gaae indenfor den.'

Han beskriver både landskabets storladenhed, besynger stedets uberørthed og begejstres over de dejlige grønne og maleriske former. Men så kan han pludselig fare i flint over, at nogen sammenligner landskabet her med dem i Norge og Schweitz . Sjælland er dog det ædleste og danskeste Danmark. Som her i en skildring af de to unge, nærmest kåbe,  brødre, der nyder hinandens selskab ved en klint ved kysten. (’Vestervovvov’ er en gammel spøgefuld betegnelse for Vesterhavet):

'Længere hen fandt jeg en Leerklint af en saa paafaldende vild Form, at jeg ikke kunde undlade at tegne den. Den var næsten lodret, slikket glat af Regnen og stærkt furet af det nedskyllende Regnvand; her morede det os ret at vælte store Stene, som sad i Skraaningen eller laae deroppe tæt ved Kanten; med stor Voldsomhed rullede de ned, og naar een naaede Vandet eller tørnede mod en Anden, morede vi os ret. Lige inden for denne Klint var Vindekilde, jeg før skrev om, og fra nu af var Klinterækken uafbrudt dannet i de deiligste og meest maleriske Former. Jeg kan ærgre mig over den Lyst: Idelig at vilde ligne disse vilde Strandbakker med Norge og Schweitz, hvor kan Leer og Sandbakker ligne Bjerge af Steen? og hvorfor er det ikke godt nok at det ligner Danmark? Det er netop Danmarks Kyst i sin ædleste, men tillige vildeste Karacter. For Danmark burde jeg sætte Sjælland - Jeg kjender ikke Klitterne derovre ved Vestervovvov. Men undres maa man rigtignok, naar man tænker paa Sællands Kyst langs Øresund, hvor venlige Bøgeskove gaaer lige ud til Sundet, hvor Kysten er livlig og bebygget med Leier og Lyststeder hele Veien, og den samme lille Ø kan i Nord Vest vise sig saa barsk og vild. Hvor kommer det dog, at jeg føler mig mere tiltrukket af dette end af hiint. Hiin Kyst, hvor man alle Øieblikke møder Damer med Parasoller, er mig dog langtfra saa kjær som denne Tunge, hvor Broder Ratus og jeg vandrede i grove Klæder og ikke saae andet Levendes end en enkelt Maage, en stor Ven! af dem som Bønderne kalde: Torske-Maren eller Ma'en, og anden Lyd hørte vi ikke, end Strandfuglenes Piben og Fløiten. Jeg var saa glad, min kjære Føde-Ø var blevet mig langt rigere og dyrebarere ved mit nye Bekjendskab med dens vestligste Hjørne…’

På trods af denne skildring af det mågebefolkede område uden spadserende damer med parasoller, så lavede Lundbye alligevel et maleri, som har lidt damepromenadeagtigt over sig. Både på grund af dateringen og den særlige strandeng, hvor damerne går, kan der være grund til at antage, at nedenstående maleri er malet ved kysten lidt øst for Røsnæsgården, ved den lille fiskerhytte, som findes endnu i dag. De to damer kunne meget vel være forvalterkonen Fru Herdahl og hendes datter:

Johan Thomas Lundbye,

’Stranden ved Refsnæs’, juni 1847.

Prik på billedet for at se det i 'fuld' størrelse.

Landmark 9 – Spidsen af Røsnæs

Johan Thomas Lundbye,

Fra den yderste Pynt af Refsnæs, 1843, akvarel og blæk på gråblåt papir, 19*34 cm.

Prik på billedet for at se det i 'fuld' størrelse.

Adgang: Som bebyggelsen og bevoksningen er i dag, er det ikke muligt at se nord- og sydkysten samtidig fra et sted, som på Lundbyes billede her. Kun oppe fra fyret, hvor man kan gå op, hvis der er åbent. Vi har valgt at sætte pælen med vores landmark ved nedgangen ved fyrmesterboligen i sydsiden, hvorfra sydkysten folder sig ud. Går man 40 meter om på den anden side af bygningen, har man et godt blik ind over nordkysten.

Koordinater: 55.7429966N 10.8697861E

Tekst: Jens Balslev.

Lundbye skriver i sin erindringsskildring om turen til Røsnæs i 1843 om tilblivelsen af ovenstående billede. Det er på grund af vejret blevet til i al hast, og måske derfor har han tegnet to billeder i et, nemlig nord- og sydkysten over hinanden.

”Naar man nu gaaer yderst ude fra langs med den søndre Side, da vil man finde høist interessante Ting. Oppe fra Batteriet seer det godt ud at see ind mod Landet, da man har Vandet og de smukt krummede Bredder paa begge Sider, baade i Nord og Syd; jeg gjorde to raa Udkast af disse smukke Partier, men maatte beklage den tykke Taage, der kun i Øieblikke lod mig skimte de fjernere Banker, og ved alle mine Tegninger fra disse to Dage, den Flygtighed hvormed de ere gjorte som Følge af den knappe Tid jeg havde. Først har man på Søndresiden en deilig Klint, bevoxet med blaagraa Buske og paa den øverste Rand kantet med Tjørn. Længere inde en ussel Fiskerhytte ved Foden af en lille høi Skandse, paa hvis Volde nu voxe Torne. Et godt Stykke østligere ligger som et Forbjerg det smukke Bavnebjerg”.

Man vil kunne se på skitsen, at han har føjet stednavnet ’Bavnebjerg’ ind i billedet. Det gjorde han ofte i sine studier, typisk helt foroven.

Han beskriver dalen ’Paradishulen’ mellem Bavnehøj og den yderste spids. På sin karakteristiske måde undersøger han detaljer, som han ser på turene, f.eks. en karakteristisk lerart, som ’kunne anvendes til et eller andet’:

’Denne Dal ligger langt fra Gaarden ude paa Odden, men den mellemliggende Strækning er som hele Refsnæs ovenpaa og har ved den nordre Kyst intet Ualmindeligt. Paradishulen er en rund Dal, Hule eller Sænkning, saa man i en lille Afstand kun seer en Stribe, dannet ved Toppene af de Tjørne der voxe nede i den; disse ere rigt gjennemslyngede af vild Humle, der giver Dalen et yppigt og mildt Udseende, der i høieste Grad forbauser, da den ligger heelt ude mod Pynten, der har intet mindre end mildt i sit Udvortes. Nogle af Tjørnene er høistammede, som dem der staae i Jægersborg Dyrehave, og det Hele er virkelig meget kjønt. Lidt længere ude, lige paa Skrænten er igjen en tornebevoxet Kløft, et rigtigt Rævehjem. Endnu yderligere betragtede vi et nedstyrtet Stykke af en egen fiin rød Leerart. Dens Farve var som brændt lys Okker revet i Olie og Massen saa fiin, at man, veed at gnide det mellem Fingrene, ikke finder det mindste Korn, og saa feed at det vanskelig vilde slippe Stokken, hvormed vi stak i den fugtige Masse. Ogsaa hvidt Leer af lignende Beskaffenhed var der, og jeg troede, det maatte kunde anvendes til Et eller Andet.’

Lundbye havde en særlig tilknytning til denne yderste spids af Røsnæs. Det var nemlig her hans fader havde kommandoen over skanseanlægget, som var etableret i Englands-krigenes tid. Og det var mens han var udstationeret her, at han traf toldforvalter Bonnevies datter, Cathrine, fra Skibbrogade i Kalundborg. Hende giftede han sig med i 1810, kort før hun fyldte 18 år. Hun fødte ham 7 drenge, hvor Johan Thomas er den midterste.

Batteriet, som Lundbye omtaler nedenfor, er den fæstning, der blev bygget i forbindelse med krigen mod Englænderne 1807-14. I sine skildringer af sit ophold på Røsnæs i 1843 skriver Lundbye:

”Selve Pynten har intet Usædvanligt; Klinten er ikke meget høi, for en Deel grøn. Oppe paa Spidsen er Skandseanlæg fra Krigens Tid. Min Fader havde her Commando, og han har fortalt, at Folkene vare indqvarterede i Jordhytter, som de selv gravede, og overmalte med Jordfarver, de fandt i Klinterne; jeg formoder den ovenomtalte røde Leer hertil blev anvendt; ogsaa kraftig gule Okkere saae jeg flere Steder. En gloende Kugle var deres Kakkelovn, og dermed Huset færdigt.”

Den militære og bryske fader og den elskelige og milde moder kan man læse om talrige steder i Lundbyes breve og dagbøger. Faderen har han – og i øvrigt de fleste andre – ikke meget positivt at sige om. Men moderen elskede han med usigelig kærlighed. I 1836 lavede han blyantstegninger af dem begge:

Johan Thomas Lundbye, Faderen.

Prik på billedet for at se det i 'fuld' størrelse.

Johan Thomas Lundbye, Moderen.

Prik på billedet for at se det i 'fuld' størrelse.

Landmark 10 – Lundbye-skulptur